Særligt for samarbejds­partnere

– og andre interesserede

Tåsingeskolens Centerafdeling er en takstfinansieret skole og eleverne visiteres hertil.

Visitation

Svendborg Kommune | For elever fra Svendborg Kommune foregår visitation gennem Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR), Svendborg Kommune. 

PPR-leder Hans Jørgen Søberg
PPR, Svendborg
Tlf. nr: 62 23 45 45
Mail: ppr@svendborg.dk

Øvrige kommuner | For elever fra andre kommuner kan den økonomiske bevilligende myndighed i hjemkommunen henvise elever direkte til Centerafdelingen. På grundlag af relevante papirer om eleven og en drøftelse med den henvisende myndighed og Centerafdelingens ledelse og evt. psykolog, tages stilling til om der skal arbejdes i retning af et skoleforløb i Centerafdelingen.

Centerafdelingen afholder re-visitationsmøder for alle elever en gang årligt hen over vinteren. Til disse møder deltager forældre og alle relevante samarbejdspartnere.

Både lærere, skoleledere, forældre og psykologer er naturligvis altid velkomne til også at kontakte skolen for at høre nærmere om vores tilbud og målgruppe og eventuelt lave aftale om at se skolen.

Økonomi

Udgifterne til skoletilbuddet og transport af eleven til og fra skolen afholdes af bopælskommunen. For anbragte børn, afholdes udgiften af hjemkommunen.

Skolegang i Centerafdelingen afregnes som en enhedspris der dækker det samlede tilbud med både skole- og fritidsdel. Der afregnes desuden for befordring.

Befordring

En del elever har brug for befordring til og fra skole. Det skyldes både elevens afstand mellem bopæl og skole og deres funktionsnedsættelser. Centerafdelingen har en aftale om samkørsel med Vikingbus.

Når kørselsordningen er etableret, er det forældrenes opgave og ansvar at meddele Vikingbus ændringer i transportbehovet i forbindelse med sygdom eller andet. Faste ændringer aftales med os.

Det at kunne transportere sig selv er et positivt tegn på selvstændighed. Vurderingen af hvornår en elev eventuelt er parat til at være selvtransporterende tages altid i fællesskab med forældrene. Med i drøftelserne omkring denne vurdering er altid elevens alder, afstand til skole, mulighed for offentlig transport og elevens overskud og funktionsniveau.

Rådgivere

Centerafdelingen samarbejder med psykolog, fysioterapeut, ergoterapeut, logopæd, læsevejleder, matematikvejleder og UU-vejleder. 

Rådgiverne indgår i løbende dialog med ledelse, pædagoger og lærere. Ved behov og efter aftale står de for screeninger, træning, udarbejdelse af erklæringer omkring de enkelte elever.

I er velkomne til at kontakte rådgiverne, hvis I har spørgsmål: 

Psykolog Jacob Sønderby: jacob.bogh.sonderby@svendborg.dk

Psykolog Anne Neermann: anne.neermann@svendborg.dk

Fysioterapeut Trine Jæger: trine.jaeger@svendborg.dk

Ergoterapeut Pi Klinkvort: pi.klinkvort@svendborg.dk

Logopæd Mette Østergaard: mette.ostergaard@svendborg.dk

UU-vejleder Lone Bojsen: lone.bojsen@svendborg.dk

De kan ligeledes kontaktes via AULA.

Specialpædagogisk indsatser

Centerafdelingen er et specialpædagogisk skoletilbud til elever med omfattende og gennemgribende udviklingsforstyrrelser eller udviklingsproblematikker. Vi er ikke et dagbehandlingstilbud, men et specialpædagogisk undervisningstilbud, hvor pædagogik og didaktik er fundamentet for arbejdet med eleverne. 

Fælles for vores elevgruppe er således, at de er præget af grundlæggende neurologiske eller neuropsykiatriske problematikker. Vores målgruppe er elever, der i udgangspunktet er normaltbegavede. Det betyder, at de kognitivt har forudsætninger og kompetencer, som gør, at vi i udgangspunktet kan stille almindelige skolefaglige krav og forventninger til eleven – hvis blot vi tilrettelægger undervisningen på den rigtige måde. 

Det er karakteristisk for vores elever, uanset diagnose, at de har brug for et overskueligt, velstruktureret, forudsigeligt og skærmet pædagogisk miljø med omfattende voksenstøtte og hvor undervisning og specialpædagogisk indsats er tilpasset den specifikke elevs funktionsniveau og behov.

For at nå de faglige målsætninger er det afgørende, at undervisningen tilpasses elevens læringsmæssige forudsætninger og særlige kompetencer. Det stiller store og spændende udfordringer i forhold til at skabe en fleksibel og individuelt tilpasset undervisningsform. Det ligger også i rammen om mangfoldige læringsmiljøer. 

Eleverne i Centerafdelingen kan have individuelle dags- eller ugeskemaer. Samtidig er vi opmærksomme på, at eleverne efter folkeskolen skal videre i andre uddannelsesmæssige sammenhænge, hvor de har nytte af at have lært at indgå i mere traditionelle undervisningsmæssige rammer. Derfor foregår en del af undervisningen, når det skønnes hensigtsmæssigt, som fælles undervisning. Det vil dog oftest forekomme i udskolingen. 

Vi har desuden mulighed for at lave såkaldte ‘øvebaner’ på almenskolen, hvis det vurderes, at en elev er klar til at øve sig i at deltage i undervisningen på mere almene vilkår.

Nogle elever har i perioder behov for at blive fritaget fra undervisning – i enkelte fag eller gennem reduktion af skoledagen. Fritagelse sker altid ud fra en drøftelse mellem skolen, eleven og forældrene, og med skriftlig accept fra forældrene.

Sideløbende med de almindelige undervisningsmæssige og fritidspædagogiske aktiviteter har vi i socialfag fokus på blandt andet: Social forståelse, kommunikative færdigheder, selvforståelse, mestringsstrategier, koncentrationsevne og opmærksomhedsstyring, eksekutive funktioner (planlægning, organisering og selvopmærksomhed, impulskontrol) samt praktisk-personlige færdigheder.

  • Skoleleder Kasper Føns fortæller om skolen

  • Hvad er Centerafdelingen?

  • Tåsingeskolesangen

  • Tåsingeskolen – Officiel film

  • Om Centerafdelingen